Endelig er vi ankommet til Manhattan på det dejlige Hostel, Candy House. Vi var meget trætte og glædede os til at få noget ro. Hjemmefra havde vi bestilt et værelse med kun 4 personer. Det billigste vi kunne finde. Dette gjorde også at hostellet lå meget højt oppe på Manhatten på 94th street. Ikke den bedste placering men godt nok til at starte med. Til vores store skuffelse endte vi på et værelse med 2 stinkende drenge. Vi gik selvfølgelig (som de krævende piger vi nu er) direkte ned og klagede. Vi VILLE flytte værelse! Men det syntes "kællingen" bag disken nu ikke.
Så vi gik trætte ud for at finde noget vi kunne proppe i skrutten. Og det var ikke helt ved siden af for vores første madoplevelse blev McDonalds og en Big Mac, der ærligtalt blev presset ned i svælget, før vi trætte slentrede tilbage imod hostellet. Christina mente at hun som minimum fortjente nogle flere tæpper og stoppede derfor op foran disken for at bede om sådan nogle. Det endte med at ”kællingen”, som nu skiftede navn til ”den søde dame” spurgte om vi ville have et tomandsværelse i stedet for. Uden ekstra omkostninger… JA tak!
Christina på Candy House. Hun prøver at få snoren ned til lyset, så vi kan slukke det.
Så i de første 3 nætter endte vi i to store dobbeltseng, hvor vi havde massere af dejlig plads. På hostellet mødte vi den første dansker, der senere viste sig at være en junkie fra Christiania. Sjov fætter. Han havde været på Manhattan rimelig længe men vidste ingenting om hvad der kunne opleves. Hvordan kan man ikke det? Vi glæder os sådan til at opleve det hele.
Et par dage efter begynder det har klø over hele kroppen på Christina. Hun begynder af få knopper. Hæver. Hæver. Kradser og klør. Det bliver værre og vil finder ud af at der har været bedbugs på vores værelse på hostellet. Føj, små dyr, der kravler i sengen. Christina begynder at tage piller og herefter begynder jeg at hæve og klø. Det ender med at vi begge er på Benadryl i flere dage for at undgå den allergiske reaktion der er startet overalt på vores kroppe.