Coraline i 3d

Hvad er federe end at tage ind og se en 3d film. Ikke noget som er særlig kendt i Danmark (endnu), men derimod meget udbredt i USA. Vi havde hørt at filmen "Coraline" skulle være rigtig god. Det skulle selvfølgelig oplevet. Efter en lang arbejdsdag derhjemme begyndte vi at gå mod Downtown og Biografen, hvor vi havde set filmen gik kl. 21.30. Det gav os en masse timer til at finde noget mad og shoppe. Man er vel rigtige piger. Vi finder en hyggelig og lidt dyrere restaurant og sidder og hygger med en dejlig kold øl. Tjeneren kunne genkende vores danske accent og det viste sig at kun kunne fremstamme nogle enkelte danske sætninger. Det var meget sjovt. Efter maden hentede vi vores billetter og fik stukket et par fede 3d briller i hånden.

Madison Square Park

Vi havde lige en halv time før man bliver lukket ind i biografen. De har ikke faste pladser, så det er først til mølle princippet, hvilket er lidt gammeldags, stressende og generelt bare mærkeligt. Derfor skulle vi være der kl. 21, for vi skulle selvfølgelig have de bedste pladser. Intet er for godt til os:)

Men en halv time at shoppe i er ikke særlig meget, så det endte med at vi stressede trak den ene kjole efter den anden over os i prøverummet. Vi kunne slet ikke overskue det så vi blev enige om at tage tilbage til storcenteret dagen efter.

Coraline

Filmen var rigtig god, flot, spændende og i rigtig Tim Burton stil, med animerede tegnefilm, som er lidt uhyggelige. Det var en succes og vildt trætte i vores hoveder af alt det 3d, slæbte vi os hjem i seng.

I dag har vi arbejdet på Zcommand projektet, men kan ikke kommer videre, da David i Boston ikke kommer med teksten. Det er lidt frustrende! Men sådan er det vel på arbejdsmarkedet…

En planlagt slap’a’dag – MEN…

Tror ikke der findes et sted på hele jorden hvor de er i gang med så meget sporarbejde og opdatering af subway som i New York City. Vi har endnu ikke kunne få en metro i weekenden der kørte det rigtige sted hen! De stopper ikke som de skal, de kører forkerte steder hen og ellers så kører de bare overhoved ikke.

Men det skulle ikke stoppe os i at tage op til Central Park hvor verdens største naturhistoriske museum ligger. Efter en time i metroen ende vi hvor vi skal, og køber hele pakken til museet. Det går op for os at med alt det der hører med vores billet, får vi svært ved at se det hele på de 5 timer vi har. STRESS! Vi starter med at have en lille halv time inden vi skal ind og se Cosmic Collisions Space Show, som er en biograf i stil med Planetariets kugle biograf. På den halve time når vi at se North American Mammals (Nordamerikanske Pattedyr).

Wapiti - North American Mammals

Derefter går vi ind i biografen og ser denne smukke konstrueret film om hvordan kometer kollidere, og hvordan vores univers hænger sammen, en meget flot, men også slående, på den måde at man virkelig forstår hvilken lille brik vi alle er i et meget meget stort univers. Efter det havde vi 20 min til at finde frem til næste destination, en IMAX film med titlen ”Wild Ocean”, en meget dårlig film. Efter dette gik vi lidt mere rundt og kiggede på dyr.

Badeforhæng

Vi fandt op til den næstsidste af de tillægsbilletter vi havde købt, Climate Change: The Threat to Life and a New Energy Future (Klima forandring) en lille afdeling for sig selv hvor man kunne se en masse om hvordan vores nutidige forbrug vil påvirke klimaet meget langt ud i fremtiden. Det var rigtig spændende at gå rundt og se forskellige måde hvorpå man udregner Co2 udslip og hvor meget genbrug af alt kan bremse en lille del af den uhyggelige udvikling vi har gang i. Men det var også en smule komisk eftersom et land som USA, virkelig har et overforbrug af Co2.
Efter dette kom vi til min ynglings del, og jeg må indrømme jeg tror Julie var lidt træt af at hører mig gå og snakke om de skide sommerfugle. Men hvor var de smukke. En lille boks, men et tropisk klima, grønne planter og så en masse sommerfugle. Det var som at tage en lille smuttur ud i den fri natur, en lille pause fra alt. Det var det hele værd. På trods af vores stress nåede vi næste hele museet, på nær Pocahontas (til Julies store ærgrelse).

En sommerfugl fra sommerfugle parken

Vi har været igennem alt, fra universet's yderste, havets dybeste, dyre, mennesker, planter fra nord, syd, vest og øst.

Vi er kulturelle.

Så droppede vi en bytur for at være lidt kulturelle. Man må nogle gange ofre sig lidt. Efter at have gennemstuderet Christinas lille guide over Manhattan, planlagde jeg turen for hele lørdagen. Først skulle vi på MET (The Metropolitan Museum of Art). Ved indgangen står der at man skal betale 20$ for at komme ind og 10$ hvis man er studerende. Vi havde fået af vide at denne pris var vejledende og da vi nåede frem til disken og fandt ud af at man selv bestemte, betalte vi et fortræffeligt beløb på 5$ - tilsammen. Og så vandrede vi ind af nordindgangen mod Egypten. Det var en labyrint uden lige. Et kæmpe museum. Vi var helt vilde med Egypten og især ”Temple of Dendur”, der var i et gigantisk rum med vand rundt om. Meget smukt.

Statues of Sakhmet

Men så skulle vi obligatorisk forbi alle gamle billeder og statuer mm. Gab.. Ej, jeg er kulturel og gaber derfor ikke. Vi glædede os til afdelingen om Moderne kunst. Det var en blandede fornøjelse. Noget af det var overhoved ikke moderne, men en lille del af det var fedt og vi glæder os derfor rigtig meget til at besøge ”MOMA (museum of modern art)”. Det vil vi gøre sammen med vores lærer når han kommer forbi i næste uge.

Temple of Dendur

Efter MET gik turen til Bloomingsdale´s, som skal opleves pga. ”VENNER”. Det var et storcenter meget lig med MACY´s og det der i DK er Ilum og Magasin. Efter er hurtigt kig i Bloomingsdale´s gik vi imod en ”tram”. Det er en svævebane mellem Manhattan og Rosevelt Island. Efter en flot tur over vandet tog vi metroen tilbage mod downtown og gik igennem Washinton Square Park, der var et stort byggerod. Herfra gik vi så hele vejen hjem mens vi selvfølgelig shoppede. Da vi endelig kom hjem var vi helt smadrede i vores ben og troede vi skulle dø… Vi tog natøj på og konsumerede den dårligste rødvin længe. Vi skulle have været i byen med Lars, men måtte brænde ham af for vi havde været for kulturelle den dag! Godnat kl. 23 en lørdag aften.


The tram to Rosevelt Island

Gathering at Leah Poller’s Loft

Flatiron

Så kom dagen hvor vi skulle til cocktail party hos Leah (Lauras mor), denne fest/samling er for praktikanter, så man kunne få nogle nye forbindelser og mulighed for at hører om de andres praktik mm. Selvom det var en meget kold dag, valgt vi at gå, fra 31 st. til green st. (33 gader, ca. 3 km), for at opleve den del af byen. På vejen derned kom vi forbi Madison Square park, Flatiron (en bygning der oppefra ligner et strygejern), Union Square park og meget af vejen gik vi på Broadway.

Indbydelsen til Gathering som vi "frivilligt" lavede (på 5min)

Til denne gathering mødte vi en masse forskellige mennesker, som enten arrangere, hoster eller er praktikanter. Vi snakkede med en sød pige fra Queens, Chace. Hun er praktikant hos Leah, og studere fashion. Hende skal vi mødes med igen og så vil hun vise os hele Queens, hvor hun har boet de sidste 9 år af hendes liv. Det glæder vi os meget til. Festen var meget hyggeligt, og os unge mennesker kunne sikker være blevet ved til den lyse morgen, da der stadig var en masse rødvin tilbage da vi blev ”smidt” ud. Vi valgte igen at gå turen hjem i stedet for at tage metroen, for at få den friske luft og nyde byen, når nattelivet så småt er ved at starte. Forbavsende nok er der stadig butikker der har åben, faktisk helt ind til kl. 22.00 hver eneste aften. Så vi kiggede lidt på tøj på hjemturen. Da vi kom hjem var vi trætte og vidste vi havde en lang og meget kulturelle dag foran os, så vi smuttede i seng, så vi kunne være frisk til MET.

Burgerland

Velkommen til burgerland. Det er rigtigt. Det er virkelig dyrt at være sund i burgerland og man skal gå langt for at handle sund mad ind. Det er næsten umuligt. Så en gang imellem tager vi på udflugt til en sund forretning og handler ind til vores hænder er ved at falde af. Sodavand er billigt og burger er billigt… Derfor får vi alt for meget burger… og sodavand.

Vores sunde måltid er morgenmad og består udelukkende af havregryn og havregrød.

Finished burger meal by Julie and Chris

Små hyggelige detaljer…

Vi elsker vores lejlighed, og selvom den har mange sjove og til tider ret underlige detaljer. Det skal her tilføjes, at vores bygning sikkert er mere end 100 år gammel, og dengang var bygningerne ikke helt så stabile og vedligeholdt som de er nu om dage. Udover vasken, som jo kan ske i alle hjem hvis man ikke renser afløbet i ny og næ, så gemmer vores lejlighed på andre små hemmeligheder.Vores radiatoren virker ikke, derfor har vi nogle små varmeapparater, der virker super godt, hvis bare ikke lige de tog så meget strøm når de er sat til. Desuden er der lidt problemer med strømmen! Det betyder at man ikke kan have særlig mange ting kørende på sammen tid.Vi kan ikke lave mad i vores mikrobølgeovn hvis vi har varmen kørende, så springer sikringen, og hvis vi både vil flade og føntørre hår, skal det ske i hver sin side af lejligheden, uden varmen er sat til. Det er nu meget hyggeligt med sådan små detaljer, og det betyder nok vi kommer til at sætte endnu mere pris på hvor priviligeret vi er hjemme i Danmark.

Oversvømmelse

Vi havde lige inviteret Lars forbi til lidt film hygge, nu da vi har kabel tv, med mere en 1000 kanaler (massere af reklamer) er der lidt at vælge imellem. Men omkring en time inden Lars skulle komme, begyndte der at lyde en masse underlige lyde, som om der løb en masse vand igennem nogle rør, men meget hurtigt gik det op for os at vores vask var begyndt at fungere modsat af hvad den burde. Der var vand alle vegne, sort grumset vand. Så vi ringede straks til Oran (ham der bestyre vores lejlighed) og fortalte om situationen.

Oversvømmelse på badeværelset

Oran kom en halv time senere, men uheldigvis for os, bestyrer han også en anden bygning hvor nabobygningen er ved at blive revet ned, så de havde evakueret hele hans bygning, og folk stod nu nede på gaden i regnvejr og ventede på Oran skulle komme på en løsning.
Så han tog et hurtigt kig på vasken, brugte en svupper og sagde at det kunne han ikke klare nu men han ville komme som det første i morgen, han smuttede og tog sig af de andre gæster.
Vi benyttede ikke vasken og kun til nød badeværelset hele aftenen og natten. Næsten morgen gik næsten som altid, dog med 2 rekord hurtige brusebade, da der lugtede klamt og var ulækkert. Vi satte os ned, dog lidt forsinkede 8.20 (som altid) for at spise morgenmad, og 5 min før vi skal ud af døren, ja gæt engang…

Vores ulækre vask

Endnu en gang flyder håndvasken over, denne gang bare 4 gange så voldsomt som sidst, og der er vand alle vegne, ned af skabet, ud på gulvet. Vi får hentet potter og pander, alt hvad der kan indeholde vand, og prøver at sørge for det hverken løber ind i stuen på trægulvet, eller andre steder hvor det evt. kunne ødelægge bygningen. Vi ringer desperat igen til Oran, og siger at den er gal igen men at vi altså skal nå et tog og ikke kan blive hjemme, han lover at han er på vej og skal nok sørge for det hele bliver ordnet. Vi lægger nu alligevel alle vores ting op på sengen, for hvis nu den skulle løbe så meget over inden han kommer, at vores ting i det mindste ikke går i stykker.
Vi tager af sted på arbejde kl. 8.30, og snakker om i toget at vi håber Oran kommer i tide til vandet ikke er løbet ud over det hele, men vi glemmer det hele for en stund da vi ankommer til arbejdet, fordi der venter en lang og hård arbejdsdag. Omkring kl. 14.30 ringen Oran, og fortæller han ikke har en nøgle. Den eneste tanke vi har er bare ”Hvor dum er han??” der er gået 6 timer fra vi ringede og der var vand udover det hele og så venter han 6 timer med at ringe…
Vi bliver nu alligevel enige om at blive på jobbet indtil kl. 17. Selvom vores chef, Laura, siger vi bare kan tage hjem, så er vi så bange for hvad vi møder når vi kommer hjem at det kan vi slet ikke overskue. Vi får arbejdet gjort færdig og smutter hjemad. Hele togturen hjem snakker vi ikke om andet end hvordan vores lejlighed ser ud og hvor meget der mon er ødelagt, vi er meget meget nervøse og overvejen endda muligheden for en 5 flytning, til et hotel mens lejligheden bliver fikset (så voldsomt tror vi det er). Vi tager elevatoren op, og vi låser og åbner døren meget forsigtigt. INGEN vand udover gulvet, puha! Det er kun det vand i vasken som der var da vi forlod den 9 timer tidligere, og så selvfølgelig en meget klam lugt. Oran kommer med det samme, og fikser det, og siden da har der heldigvis ikke været problemer med vores vask.

En sørgelig tur

Ground Zero - World Trade Center. Det er efterhånden mange år siden, men stadig en begivenhed man husker som var det i går. Også selvom det var flere 1000 km væk på et fjernsyn. Vi havde besluttet os for at tage hen og se ground zero. Ikke fordi der rigtig er noget at se, andet end et hul i jorden, men alligevel det tætteste vi kunne komme på oplevelsen.

Ground Zero

Vi havde en kort samtale omkring emnet med Laura fra vores virksomhed. Det viste sig at hun faktisk skulle have været der den dag. Det er ret skræmmende at tænke på hvordan en lille beslutning fra Laura om ikke at tage af sted kan påvirke så mange ting ude i fremtiden. Så var Zwv inc. aldrig opstået og vores oplevelse i USA havde været en helt anden. Hun fortalte om hvordan hendes mand havde været med til at hjælpe med ”oprydningen” efter terrorangrebet. Det var så hårdt for ham at han aldrig snakkede om det. Som sagt var der ikke rigtig noget at se på Ground Zero, og vi gik ud til vandet, hvor solen strålede og langt ude i horisonten kunne man skimte Frihedsgudinden. Mit første glimt af den berømte statue. Vi gik lidt rundt i finance destrict og fandt et stort og meget mærkeligt shoppingcenter, hvor vi købte os nogle sommerfrakker. Det var meningen at vi skulle ind i Trinity Church, men den var lukket. Måske fordi vi kom så sent på aftenen? Måske fordi det var søndag? Vi har planer om at se en koncert derinde.

Sjov hændelse

Det fede ved at arbejde som vi gør, er at vi 2 dage om ugen arbejder hjemme og derfor har mulighed for at vælge hvilket sted der passer os bedst. Lige netop denne dag, valgte vi starbucks – på park ave, 5 min fra hvor vi bor. Vi sidder lige så stille, i et hjørne og arbejder dybt koncentreret, vi er ved at lægge sidste hånd på værket så vi kan holde weekend med god samvittighed. Ind kommer der denne her store sorte dame, hun virker sød og sidder stille og venter, indtil hun lige pludselig udbryder, ”er I allerede i gang med jeres eksemer??” Til det svarer jeg pænt nej, vi sidder så ment bare og arbejder, vi er praktikanter.

Vores arbejdsplads på Starbucks

Prøver at virker så afvisende som mulig overfor snak, da vi har en aftale med drengene (Lars og Andreas) 1½ time senere og vi virkelig skal være færdige. Damen blev ved: ”hvad arbejder I med?” ”hvor er i fra?” osv. Eftersom vi lidt følte os tvunget til at svare hende, og alt andet ville ha været utrolig uhøfligt, så fortalte vi lidt om hvad vi laver og hvor vi var fra. Lige så snart vi nævnte Danmark, slog hun hænder sammen, og gik helt amok… først troede jeg hun var sur, men hun var lidt svær at greje. Hun begyndte at ævle noget om at Danmark er det gladeste land i verden og vi er så heldige, og ect. ect. ect. Hun blev ved i 5 min med bare at fortælle os hvor heldige og glade vi burde være. Vi prøvede at finde ud af hvor hun dog havde den viden fra om vores land og befolkning, men hun blev bare ved, indtil hendes veninde kom ind, og hun præsenterede sig og sagde her er mine nye venner fra Danmark, og veninden gik nu også helt amok, og begyndte i samme stil som hende den anden…!!

Det endte ud i, de fortalte der havde været et program i tv´et sammen uge, om hvor dejligt og fantastisk et land Danmark er, og hvor glade alle danskere er.
Meget underligt at blive mødt på den måde…

Især når man får et spørgsmål som, hvorfor har du valgt at tage til USA i praktik,
når jeres land er så fantastisk…
Et spørgsmål, der i sig selv vel er svaret…

LISA Party

Vores første makeup oplevelse i Macy's hos Chanel

Hvad er et Lisa Party? Noget der skal opleves.. En fest… i dette tilfælde en fest hvor Miss Italia skulle krones. Vi aner ikke hvad det er vi skal til eller hvor flotte vi skal være, men derfor kan man da godt lige tage forbi MACY´s og få lagt en gratis makeup. God idé Christina! Så efter vi er totalt stylet op begiver vi os af sted til festen. Vi ankommer foran døren og står pænt og venter på Patricia. Hun tager os med ind og efter at have siddet med os i 30 min skal hun gå. Der sidder vi så – alene på en Italiens klub, med tvhold og optræden på Italiensk og forstår intet. Vi har placeret os det mest uheldige sted og får derfor spotlight lige i hoved. Vi kan derfor kun se stjerner. Efter at have ”set” et halvt show beslutter vi os for at gå. Vi vil have en drink men møder ingen bar på vejen hjem. Så beslutter vi os for at Starbuck næsten er det samme. Vi bestiller en Chai Latte, som er det store hit siden ankomsten i NY og også den drik, der har tømt vores pung mest. Den er bare god! Fordi vi er så fine og lidt overtrætte ”leger” vi snobber. Det var aftenens højdepunkt. Man skulle nok have været der.Efter vores første Lisa Party

Times Square

Er du en rigtig pige, der elsker bling bling, så er Times Square lige noget for dig. Der er bling over det hele. JEG ELSKER DET. Fedt sted. Massere af mennesker, liv, musik, lys… Massere af steder at spise, bar, og butikker. Lige foran os ser vi M&M´s. Vi bliver tiltrukket af skiltet og ender inde i et 3 etagers mega M&M´s center. Er det ikke bare for vildt! Vi render rundt og skal se det hele, men den store kærlighed er der først, da vi opdager 1000000000 gigantiske M&M´s rør. I alle mulige farver. Jeg blandede det jeg selv ville kalde en lille pose, men det kom alligevel til at koste 17$ Ret vildt. Så er der nogle der er vilde med M&M´s så er det til Times Square man skal til!


Times Square

Computergas

Min computer har ikke ville acceptere deres router, så vi har været på udflugt til ”Geek Squard”. Ja, du har læst rigtigt. De kalder sig selv nørder og går rundt med et orange skilt på, hvor alle kan læse det! Det grinede vi meget af. Vi tog derefter til Target som er et storcenter, med massere af billigt lort. En oplevelse og så fandt vi nogle dejlige blå vaskekurve, som vi har været rigtige glade for. Nå, men min computer NÆGTER at gå på internettet, så jeg arbejder offline, hvilket nogle gange volder lidt problemer (Til gengæld får Christina al copy paste arbejdet;). Hihi. Christina har dog fået den til at acceptere nettet hjemme, til ALLES store glæde!!

Geek Squad visitkort

Kærlighed ved første blik – ingen dårlig mavefornemmelse

Desperat sidder vi med vores computere på skødet og søger det eneste sted vi kender: Craigslist.org. Vi skriver e-mail til alle og ringer til alle. Christina får fat i en fyr der snakker elendigt engelsk og er lige ved at smække på jeg giver hende øjnene (=vi har brug for noget. Det kan være et godt sted!! = desperat). Jeg får fat i en pige, der lejer et værelse ud i hendes lejlighed. Hun lyder super sød og stedet er rigtig billigt, så vi tager derhen. Stedet er på 42th street lige i smørhullet på Times Square. Perfekt lokation… men… der er ulækkert! Hvad sker der for folk, der bor klamt. Og så larmede der på værelset ad h… til. Lidt deprimerede over at det vi forventede var det perfekte sted viste sig at være et flop, gik vi videre til den næste lejlighed at 31th Street, between 5th ave and Madison (det lyder bare så cool). Først kunne vi ikke finde det fordi vi havde taget fejl af vest og øst. Efter at have ringet til Oren, som fyren hedder, der lejer lejligheden ud, fandt vi stedet hurtigt. Dette var et studie, men et stort et af slagsen. Omkring 60km2. Det var kærlighed ved første blik og selvom det var et gammelt sted, så havde det charmen af rigtig New Yorker appartement. Og der var møbler og en stor seng. Home sweet home!

Vores dejlige seng (eller som Julie's natkjole siger "I LOVE MY BED")

Hygge ved vores spisebord

De griske Nonner

Et problem er løs… et nyt kommer! Hvor skal vi bo!!! Patricia kender de her nonner, hvor det er meget billigt at bo. Hun ringer til dem og bestiller et værelse til os. Vi ankommer til Nonnerne efter at have slæbt al vores bagage med metroen (det var min nærrige idé og det bliver taxi fra nu af!!!) Nonnerne talte kun Spansk og forstod ikke et hak af hvad vi sagde. Det eneste ord vi håbede på gav mening var ”Patricia Martin” og til sidst lykkedes det os at få tjekket ind til det mest usle værelse længe. Man skal lukkes ind på klosteret af nonnerne og være hjemme senest klokken 23. Christina opdagede at det kostede 60$/person/nat. HVAD SKER DER FOR DET!! GRISKE NONNER!(dedikeret til Theis) Det var altså kun billigt hvis man valgte at bo hos nonnerne i mange måneder. Igen alkohol og tidligt i seng! Nej Tak! Desperat meldte vi til vores nye arbejdsplads at vi ikke kunne komme på arbejde, da vi skulle finde et sted hurtigt at bo! Lidt pinligt, men Laura er bare den sødeste arbejdsgiver.

Chris; Jeg magter det ikke

What is work about

Vi arbejder i South Orange, som er en togtur på 40 min fra Penn Station. Laura vores Chef er super sød og meget business, forstået på den måde at hun KONSTANT snakker i telefon. Når man inden fra vores kontor (ja vi har vores eget rigtige kontor) kan høre at hun holder en lille pause, så er det man skal skynde sig at tage sin computer og styrte ind til Laura. Hvis man er heldig så når man det før den næste ringer. Så stikker vi hoved ind,smiler og siger: Vi har altså noget du lige skal se. Det er hurtigt:)

Julie på vores kontor

Ude på arbejdspladsen har de indført hierarki. Også selvom vi kun er 4 mennesker. Dvs. At Laura er vores Boss, men Patricia er vores vejleder og derfor vores lille boss. Det er lidt spøjst, men de vil gerne have at vi får lidt fornemmelse at virksomheds struktur. Nogle gange medfører deres hierarki at vi bliver en del forvirret, da Patricia siger noget til os og Laura siger noget andet. Sådan er det vel at være en menig medarbejder.

Vi vil ud

Vi kommer hjem efter at have gået lidt rundt i byen. På vores lejlighedsdør hænger der en lille seddel fra vores nabo. Han beder os om ikke at smække døren, da han har en lille hvalp, der bliver bange. Desværre binder døren og er næsten umulig at lukke uden at smække. Vi gør det eneste vi kan og banker på hans dør. Vores nabo viser sig at være den mest tatoverede, pumpede, glade bøsse jeg nogensinde har set. Han var sød og vi fik ham til at gennemgå vores kontrakt for at se hvilke muligheder vi havde for at komme ud af lejligheden. Det viser sig at være den største omgang ævl. Og ulovligt. Woody, som vores nabo hed synes den er så spøjs, at han spørger om han må få en kopi af den. Han vil nemlig gerne have en rigtig nabo og ikke folk, der flytter ud og ind hele tiden, hvilket vi godt kan forstå. Vi får ringet til Laura, som er chef for Zwv inc., hvor vi skal arbejde. Hun henviser os til hendes mor, Leah.

Leah ringer til forskellige nummeroplysninger for at finde ud af hvem firmaet er, men de er ikke til at finde. Så ringer hun til Micha, som er ham vi har haft kontakt til og fortæller ham at hun er vores supervisor og at lejekontrakten ikke er i orden. Hun skræmmer ham fra vid og sans… Efter nogle dage hvor vi klager over alt i lejligheden og Micha bare hader os som pæsten fordi vi er så krævende, ringer han pænt til Leah og fortæller at vi kan rejse med det samme og vi får alle vores penge igen. Vi henter så vores penge og giver nøgler tilbage. Han så meget træt og deprimeret ud. Leah siger at det er en del af oplevelsen ved at finde lejlighed i NY og at man må lærer af sine fejl. Tak for hjælpen Leah… Super kvinden…

SuperBowl XLlll

Vores første rigtige aften ude blev på en lille lokal pub oppe ved Times Square sammen med Lars, hvor aftnes store begivenhed var det 43 mesterskab i amerikansk fodbold, Superbowl.

I dette lille meget mørke lokale med over 20 små fladskærme og en storskærm, var der stimlet en masse Pittsburgh Steelers fans fra nær og fjern sammen, i håbet om at hive en sejr hjem…
Stemningen var i top under det meste af kampen, og alle folk var glade og meget åbne, snakken gik og med en del af de lokale omkring os…

Lars, Chris, (ukendt Lokal fan), og Julie

Pittsburgh Steelers førte næsten hele kampen igennem indtil der kun var 10 min tilbage af kampen, tog modstanderne fra Arizona Cardinals, føringen. Det var alle fansene fra Pittsburgh Steelers ikke helt tilfredse med, og der blev pludselig en meget anspændt spænding i lokalet. Men de trofaste fans på pubben var ikke et sekund i tvivl om at de nok skulle hive den sejr hjem…
Den oplevelse vi fik den aften, tror jeg sent vi vil glemme, en meget lokal og dog stadig meget national stemning, da Superbowl er en af de største sportsbegivenheder i USA.

Følg din mavefornemmelse!

Det regner. Det blæser. Det sner. Det er lorte vejr… Øv bøv.. Men vi skal finde en lejlighed at bo i så på med tøjet og ud af døren. Vi har to lejligheder vi skal kigger på og vi forsøger at finde den rigtige retning. Vi tager Metroen til den helt rigtige gade. Problemet er bare at vi ikke ved hvor nummeret ligger. Vi spørger pænt en mand i uniform om vej og han siger at vi skal gå 10 avenuer og at der er langt og vi skal tage metroen. Ja ja, hvor langt kan der være. Dovne Amerikanere!!! (tænker vi). Vi begynder at gå… og gå… og gå. Og da vi endelig når helt ud til vandet er vi der. Alle højhusene er væk. Ikke lige den lokation vi havde tænkt os, men okay, det var en billig lejlighed. Kun 1800$/mdr. Ja, du synes nok det lyder sygt, men USA, NY, Manhattan er sygt når det kommer til huspriser. Det var en stakkels fortabt mand, der åbnede døren. Hans kæreste havde forladt ham og nu havde han ikke råd til at blive boende. Stakkels! Og lejligheden var uden sollys og med tisgule vægge. Ikke stedet for os. Så vi går videre og ender kolde og trætte på 28th street, hvor vi ved et tilfælde ankom før en anden pige, der også skulle kigge på samme lejlighed. Vi ser stedet og forelsker os i stedet. Der er ingenting overhoved i lejligheden og fra at komme fra det værste rod og ind i en tom (og varm) lejlighed var en lettelse. Der tog vi en forhastede beslutning, sagde ja til stedet. Også selvom vi var blevet enige om at vi under alle omstændigheder lige skulle diskutere det igennem inden vi sagde ja til noget.

Christina i centrum af NY

Vi tager direkte hen på ejendomskontoret. Her skal vi betale 200$ i depositum for lejligheden. Om aftenen på hostellet er ingen af os rigtige glade selvom vi har et sted at flytte hen. Jeg tror at vores mavefornemmelser siger at der er noget galt. Selvom vi ikke har det godt med det vælger vi alligevel at betale resten af pengene for den første måned. Så vi flytter ind i vores nye lejlighed og sidder så der i de tomme rum og sirer udtryksløs på hinanden. Vi bliver enige om at her skal vi bare ikke bo, så vi vælger at tage op på ejendomskontoret og fortælle at vi ikke kan betale depositummet. Vi tør ikke at ligge nogle penge! Til at starte med ville de have 4000$ i depositum. Vi fik forhandlet det ned til 2000$, som stadig ifølge Patricia og Laura var alt alt for meget. Vi bilder dem ind at vores bank nægter at overføre pengene. Noget nervepirrende. Men der er ikke noget at gøre. For resten så er der en maskine lige ude foran vinduet, det larmer, så man næsten bliver døv (vi må have set lejligheden i en af pauserne). Ejendomsmæglerne havde også lige ”glemt” at fortælle at vi lå oven på et diskotek og det larmer torsdag, fredag, lørdag hele natten. Vi måtte bare få det bedste ud af det og glædede os nu til Superbowl.

Lejligheden på 28th street. Vi har prøvet at gøre den hyggelig:)

Candy House or maybe BUG-house??

Endelig er vi ankommet til Manhattan på det dejlige Hostel, Candy House. Vi var meget trætte og glædede os til at få noget ro. Hjemmefra havde vi bestilt et værelse med kun 4 personer. Det billigste vi kunne finde. Dette gjorde også at hostellet lå meget højt oppe på Manhatten på 94th street. Ikke den bedste placering men godt nok til at starte med. Til vores store skuffelse endte vi på et værelse med 2 stinkende drenge. Vi gik selvfølgelig (som de krævende piger vi nu er) direkte ned og klagede. Vi VILLE flytte værelse! Men det syntes "kællingen" bag disken nu ikke.

Så vi gik trætte ud for at finde noget vi kunne proppe i skrutten. Og det var ikke helt ved siden af for vores første madoplevelse blev McDonalds og en Big Mac, der ærligtalt blev presset ned i svælget, før vi trætte slentrede tilbage imod hostellet. Christina mente at hun som minimum fortjente nogle flere tæpper og stoppede derfor op foran disken for at bede om sådan nogle. Det endte med at ”kællingen”, som nu skiftede navn til ”den søde dame” spurgte om vi ville have et tomandsværelse i stedet for. Uden ekstra omkostninger… JA tak!

Christina på Candy House. Hun prøver at få snoren ned til lyset, så vi kan slukke det.

Så i de første 3 nætter endte vi i to store dobbeltseng, hvor vi havde massere af dejlig plads. På hostellet mødte vi den første dansker, der senere viste sig at være en junkie fra Christiania. Sjov fætter. Han havde været på Manhattan rimelig længe men vidste ingenting om hvad der kunne opleves. Hvordan kan man ikke det? Vi glæder os sådan til at opleve det hele.

Rod i Candy House - Sådan ser tøser kufferter ud...

Et par dage efter begynder det har klø over hele kroppen på Christina. Hun begynder af få knopper. Hæver. Hæver. Kradser og klør. Det bliver værre og vil finder ud af at der har været bedbugs på vores værelse på hostellet. Føj, små dyr, der kravler i sengen. Christina begynder at tage piller og herefter begynder jeg at hæve og klø. Det ender med at vi begge er på Benadryl i flere dage for at undgå den allergiske reaktion der er startet overalt på vores kroppe.

Første håndsindtryk

Jeg sidder i flyet med næsen presset imod ruden for at se de berømte høje bygninger på Manhattan. Desværre er de for langt væk til at jeg rigtigt kan se dem. Men på vejen i Shuttle bussen nærmer vi os langsomt byen - og de store bygninger. Wow. Det er noget helt andet end Danmark - meget mere multikulturelt.

Vi ankommer efter 18 timers rejse til vores hostel (Candy House - lige noget for os;), hvor vi bliver ført igennem nogle lange kolde gange... Heldigvis var det fordi vi ankom via en slags bagindgang, så selve hostellet var meget hyggeligere og varmere. Vi havde booket et 4 mands værelse. Men rummet stank og vi orkede ikke andre mennesker. Og slet ikke super stinkende drenge (undskyld drenge, men brug deo). Så vi gik ned og erklærede vores utilfredshed og sagde at vi ønskede et værelse med piger i stedet, hvorefter vi fik af vide at der åbenbart kun boede drenge på alle 4 mands værelserne? Hun var en rigtig sur mokke!

Men så sker der noget... Vi ankommer til receptionen (igen igen igen) og pludselig spørger hun sødt om vi gerne vil flytte til et 2 mands værelse med 2 queensize beds... Totalt lækkert og varmt værelse... Hun var bare vores redningsengel. Vi gik i seng klokken 21. Nu synes du nok at det er tidligt, men klokken var 3 i DK.

Efter 11 timers søvn startede vores første dag. Vi fandt noget morgenmad og købte en adapter (som vi selvfølgelig ikke havde til alt vores elektriske udstyr).

Så gik boligjagten ind. Vi ringede til nogle lejligheder (faktisk kun Christina - jeg fik lov at ringe til ham vi ikke skulle have lejligheden af alligevel).
Vi kiggede på en lejlighed uden vinduer, med tisgule vægge, der aldrig havde set snerten af luft. På bøhlandet... (eller den mindre populære del af Manhattan). Det var et flop.

Telefon numre USA

Nu har vi også fået købt os et simkort hver, så hvis der er noget vigtigt, så kan vi kontaktes på:

Landekode 001

Julie: 347 295 4286
Chris: 347 295 4311

Hostel

Så fandt vi endelig et Hostel. Det ligger ikke perfekt, men det er fint nok til de første par dage mens vi leder efter vores lejlighed :)

Candy Hostel, 316 West 95th Street
New York, NY 10025, USA

Kontak Information DK

Lars Lundbye
Han har hjulpet os med at finde praktikpladserne i USA, NY.
lars.lundbye@gmail.com

Lene Knudsen
Hvis 46H, Køge erhvervsakademi skal kontaktes.
knudsen@adm.khs.dk

Steen Roar Hillebrecht
Steen er vores vejleder, og besøger os I starten af marts
hoppetossen@gmail.com