Det regner. Det blæser. Det sner. Det er lorte vejr… Øv bøv.. Men vi skal finde en lejlighed at bo i så på med tøjet og ud af døren. Vi har to lejligheder vi skal kigger på og vi forsøger at finde den rigtige retning. Vi tager Metroen til den helt rigtige gade. Problemet er bare at vi ikke ved hvor nummeret ligger. Vi spørger pænt en mand i uniform om vej og han siger at vi skal gå 10 avenuer og at der er langt og vi skal tage metroen. Ja ja, hvor langt kan der være. Dovne Amerikanere!!! (tænker vi). Vi begynder at gå… og gå… og gå. Og da vi endelig når helt ud til vandet er vi der. Alle højhusene er væk. Ikke lige den lokation vi havde tænkt os, men okay, det var en billig lejlighed. Kun 1800$/mdr. Ja, du synes nok det lyder sygt, men USA, NY, Manhattan er sygt når det kommer til huspriser. Det var en stakkels fortabt mand, der åbnede døren. Hans kæreste havde forladt ham og nu havde han ikke råd til at blive boende. Stakkels! Og lejligheden var uden sollys og med tisgule vægge. Ikke stedet for os. Så vi går videre og ender kolde og trætte på 28th street, hvor vi ved et tilfælde ankom før en anden pige, der også skulle kigge på samme lejlighed. Vi ser stedet og forelsker os i stedet. Der er ingenting overhoved i lejligheden og fra at komme fra det værste rod og ind i en tom (og varm) lejlighed var en lettelse. Der tog vi en forhastede beslutning, sagde ja til stedet. Også selvom vi var blevet enige om at vi under alle omstændigheder lige skulle diskutere det igennem inden vi sagde ja til noget.
Christina i centrum af NY
Vi tager direkte hen på ejendomskontoret. Her skal vi betale 200$ i depositum for lejligheden. Om aftenen på hostellet er ingen af os rigtige glade selvom vi har et sted at flytte hen. Jeg tror at vores mavefornemmelser siger at der er noget galt. Selvom vi ikke har det godt med det vælger vi alligevel at betale resten af pengene for den første måned. Så vi flytter ind i vores nye lejlighed og sidder så der i de tomme rum og sirer udtryksløs på hinanden. Vi bliver enige om at her skal vi bare ikke bo, så vi vælger at tage op på ejendomskontoret og fortælle at vi ikke kan betale depositummet. Vi tør ikke at ligge nogle penge! Til at starte med ville de have 4000$ i depositum. Vi fik forhandlet det ned til 2000$, som stadig ifølge Patricia og Laura var alt alt for meget. Vi bilder dem ind at vores bank nægter at overføre pengene. Noget nervepirrende. Men der er ikke noget at gøre. For resten så er der en maskine lige ude foran vinduet, det larmer, så man næsten bliver døv (vi må have set lejligheden i en af pauserne). Ejendomsmæglerne havde også lige ”glemt” at fortælle at vi lå oven på et diskotek og det larmer torsdag, fredag, lørdag hele natten. Vi måtte bare få det bedste ud af det og glædede os nu til Superbowl.
Lejligheden på 28th street. Vi har prøvet at gøre den hyggelig:)
